Uge 21 - 2009
Mandag startede jeg ud med at få lavet holdplanen for søerne færdige. Ideen er at vi fra nu af kun fravænner, løber, og har farringer hver tredje uge. Det skal gerne være med til at gøre det hele mere simpelt og samtidig får vi sat lidt i system, hvornår de skal gøre hvad. Det vil dog gå noget tid inden de ser den fulde effekt af ideen.
Slagtning af kyllinger
Efter formiddagspausen var det tid til at slagte de første kyllinger fra det store hold og det tog faktisk hele formiddagen. Det blev til ikke mindre end 20 stk. I middagspausen denne dag fik jeg som så mange andre dage besøg af Halle. Det er nu meget hyggeligt og kræver ikke så meget... En tuch eller noget LEGO så duer det!
Halleluja på besøg
Efter middag gik jeg igang med at støbe gulv i nogle stier i den store grisestald. Vi har for et par måneder siden støbt i to andre og med den idag så mangler der kun en. Dem der passer grisene har set frem til det fordi det gør deres arbejde lettere. Problemet er at det gamle lag er meget ujævnt og med huller og det gør at gødningen ikke løber væk hvis grisene gøder på det faste stykke.
Hele tirsdag blev brugt på Faustinsland med at plante elefandtgræs. Det går godt dernede lige nu og hvis vi arbejder hårdt er vi måske færdige engang i næste uge! Det bliver dejligt ikke at skulle derned for at plante mere!!!!!
Julias kalker kyllingehus
Onsdag morgen blev brugt på at hjælpe John med at fravænne og derefter få stierne gjort klar til næste hold søer! Vi skal nu efter den nye plan kun fravænne hver tredje uge, der vil så til gengæld være flere søer!
Efter pausen tog Jimmy, Senufuka, Wasswa, Pontiano, Anne Marie og mig ud for at besøge drengenes slægtninge. En rigtig god tur for drengene, men også for Anne Marie og mig. Det er spænende at se hvorfra de kommer! Turen blev sluttet af på CRO hvor drengene fik tid til at snakke med nogle af de "gamle" venner!
Senufuka med noget af hans familie
Torsdag morgen fik vi flyttet søer i farestalden og fik flyttet lidt rundt i drægtighedsstalden! Resten af dagen gik med at lave ovnen. Når de bager bolder til formiddagspausen havde de problemmer med at den gik ud og derfor blev bolderne aldrig færdig. Samtidig lugter det meget at gas når vi bruger den, så jeg har forsøgt at finde hullet!
Ananasmanden kommer flere gange i ugen forbi for at sælge
Fredagen indtil middag brugte jeg på at få gjort en sti klar så jeg i næste uge kan begynde at støbe gulvet! Samtidig fik jeg også lavet spalterne i denne sti, så revnerne ikke er så store mere. Anne Marie brugte bl.a. formiddagen på at få bagt noget kage, som var blevet bestilt af en af farmens medarbejdere!
Over middag gik turen til Kampala, hvor vi skulle hente de gorilla permits som vi har købt til Anne Maries familie kommer herned i Juli. Turen derind gik rigtig fint indtil 25 km. fra centrum. Her blev vi stoppet af politiet som gerne ville tjekke om chaufføren havde et kørekort. Det havde han, hvis det stod til ham selv, men politiet var ikke helt tilfreds med den lap papir han havde og det viste sig også at han ikke havde et. Derfor meddelte politiet at vi ville blive kørt til den nærmeste politistation, hvor vi så ville blive flyttet over i en anden bus. Da politimanden havde meddelt dette blev der en forfærdelig råben og skrigen i bussen og alle var enige om at politiet var nogle værre nogle. Anne Marie og jeg syntes bare at det var super, for vi syntes at det var dejligt at politiet gjorde deres arbejde og samtidig fik vi os bare en oplevelse. I Uganda er politiet meget korrupte, hvilket er et kæmpe problem, så derfor var det godt at se at bestikkelse ikke altid er muligt. Da vi kom til politistationen sagde vi da også tak til politiet for at have gjort deres arbejde, mens alle andre sagde mange andre, nok ikke så pæne ting til dem.
På vej hjem fra Kampala, fangede vi dette billede, som meget godt siger hvor populær Obama er hernede.
Resten af weekenden blev vi i Kampala og så mere af byen, hvilket var rigtig hyggeligt! Afslapning i parken og gode caféer.