Uge 23 - 2009
Mandagen startede med at jeg passede kyllingerne, da en af medarbejderne ikke var på arbejde denne dag. Dette gik det meste af morgenen med, men jeg nåede også lige at lue nogle rækker elefantgræs inden det stod på tepause. Indtil middag fik jeg støbt det sidste gulv i grisestierne og kan vist sige at det er færdigt.
Så er der nyt gulv i den sidste sti!
Over middag skulle græsplænen have en tur. Denne gang var det dog ikke fordi at den skulle slåes, men jeg ville prøve og se om jeg ikke kunne få den gjort mere jævn. Jeg kørte mange læs jord ind i haven og da klokken var fem var jeg næsten færdig.
Så skulle den gærne være jævn!
Om aftenen kom Pontiano på besøg som han plejer og denne aften var Josefine fra shoppen også med, da vi skulle diskutere en del ting som berørte shoppen. Det blev et langt, men meget fint møde, hvor vi vist alle syntes, at vi fik diskuteret nogle vigtige emner.
Tirsdag morgen fik jeg færdiggjort haven og syntes egentlig at det er blevet meget godt. Nu mangler der bare at komme græs op de steder hvor der er blevet fyldt jord på. Resten af dagen gik med at lave forskellige ting på farmen og i shoppen og så var den dag gået.
Selv "chefen var igang med at lave butikken om!
Onsdag startede Anne Marie, Pontiano, Josefine og mig ud med at lave nogle omrokeringer i shoppen. De ansatte i shoppen har ønsket at få flere af varene om bag ved disken og samtidig ville de også gerne have den store fryser ind i shoppen så de hurtigere kan få fat i varerne. Efter et par timers arbejde havde vi fået flyttet tingene rundt og ikke mindst fået trukket kabler rundt. Vi tror at det er blevet godt, så nu må vi vente og se.
Om aftnen kom drengene på besøg eller det vil sige to af dem, Ssenfuka havde ferie og var taget hjem til sin bedstemor. Efter noget godt mad spillede vi Fjols endnu en gang. Denne gang var den helt store sprittuch fremme og derfor var vi nogle der blev nødt til at vaske os bagefter;)
Så skal der vaskes!
Torsdag var Anne Marie blevet hjemme fra arbejde, da vi havde bestemt os for at tage en tur til Rwanda, hvilket også passede meget godt med at det var tid til at få fornyet vores visa for sidste gang. Vi havde booket busbilletter fra Masaka til Kigali(hovedstaden i Rwanda), og kom godt fra start i bussen kl 8.30. Kl ca. 14 var vi ved Rwandas grænse efter en støvet og bumlende tur... Og det var så også det tætteste vi kom på Rwanda. Vi blev nemlig afvist ved grænsen, da vi manglede et visitors visa, som vi ikke vidste at man skulle søge på nettet i god tid... Øv øv, og der var ikke andet at gøre end at vinke farvel til vores bus der fortsatte til Kigali og gå tilbage til den Ugandiske side. Her blev vi heldigvis endnu engang mødt af flinke ugandere, der hjalp os med at finde en taxa, så vi kunne komme fra grænseovergangen igen.
Det er Rwanda på den anden side!
Vi må tilstå at vi var en anelse arrige og at Rwanda ikke var særlig populært, da vi gik derfra, men heldigvis har Uganda rigtig meget at byde på, så vi tog en hurtig beslutning og tog til Kabale, ca. 100 km fra den grænse vi var ved. I Kabale fandt vi et rigtig hyggeligt hotel og sov der en nat og spiste god mad til aften som trøst. Fredag så vi lidt nærmere på Kabale by og fandt et rigtig hyggeligt sted og fik en god frokost inden vi tog videre til Lake Bunyonyi. Den sø med de omkringliggende bakker er bare noget af det smukkeste vi har set! :) Vi boede også et rigtig lækkert sted på en lille ø, hvor vi havde vores eget møblerede telt med egen latrine og udendørsbruser. Rigtig lækkert. Denne sø er det eneste det er sikkert at bade i Uganda, så det blev til afslapning med sø- og solbadning hele lørdag... Endte med at blive en helt okay weekend, selvom om vi startede med at være godt skuffede.
Udsigten fra teltet!
Søndag morgen tog vi tilbage til Kabale for at finde en bus tilbage til Masaka. Vi kom også hurtigt ind i én, men måtte så vente i 2 timer før den var fyldt nok til at komme afsted. Og da vi endelig var på farten stoppede bussen 100 steder for at læsse folk af og på... Og så da vi var 60 km hjemmefra, gik der noget i stykker i bussen, så vi endte med at vente ca. 1 time, før vi igen kunne køre videre. Vi nåede Masaka 10 timer efter vi havde sat os i bussen. En tur der kan gøres på 5 timer... Suk vi var trætte, men havde heldigvis haft en fantastisk weeekend i ved Lake Bunyonyi... :)
Jo jo, der er nok der vil kloge i det!