Uge 48 - 2008
Denne uge startede med fødselsdag! Har aldrig før fejret fødselsdag i 25-30 graders varme...det plejer jo at være regn, eller sne og slud... Jeg bagte fødselsdagskage sammen med Hallelujah om morgenen, mens han så fint sang "Happy Birthday to you".
Halle hjælper med chokoladekagen
Vi fik godt 300 nye kyllinger og så hjalp jeg lidt i shoppen i løbet af dagen. Om aftenen havde jeg sekretærerne til fødselsdagsmiddag -med blandt andet frikadeller og mørbrad og så naturligvis en kagemand!
Josephine 1, 2 og Sylvia til middag
Om tirsdagen slagtede vi og så var jeg i Masaka sammen med Pontiano for at købe julegaver til alle arbejderne. De havde alle sagt nogle ønsker, og så var vi ellers på jagt. Det var rigtig hyggeligt, men føltes ikke som julegave-indkøb... -det er som om varmen gør det svært at finde julestemningen frem! Vi fik fundet de fleste gaver og fik også handlet til shoppen.
Onsdag brugte jeg en del timer sammen med Pontiano og så var jeg henne og besøge nogle piger jeg kender igennem Sylvia. Den ene piger har netop færdiggjort sin uddannelse, så vi fejrede hende.
Senere var jeg på lidt "have-hus-vandring"! Mange af arbejderne vil gerne nå at vise mig deres land inden hjemrejse, så der er lidt udflugter af og til -det er rart t få et indblik i deres liv ved siden af farmen, og det er virkelig nogle ihærdige mennesker.
Jovinali foran hans "næsten-færdige"-hus
Tordag brugte jeg en stor del af dagen på at pakke alle gaverne ind! Det tog sin tid, men jeg blev heldigvis holdt ved selskab af Sylvia det meste af tiden. Ellers hjalp jeg lidt i shoppen og på farmen.
Fredag var så dagen for årets julefest!
Morgenmøde på terrassen (hytten var optaget af nogle gæster)
Efter dagens morgenmøde drog jeg til Masaka sammen med Sylvia, for at få styr på musikken til om aftenen og få købt de sidste gaver.
Julefesten var en virkelig god fest, med masser af taler, en æresgæst, flere taler, sang, god mad og ikke mindst dans og musik!
Kø til maden (læg mærke til det fine "juletræ"!)
Derudover fik vi jo uddelt julegaverne, og så var der en slags årsberetning fra både shoppen, farmen, driftslederen og "vice-driftslederen".
Vi var omkring 50 mennesker, da alle havde taget familie eller venner med. Det var en rigtig dejlig fest -så skønt at se alle folk så glade!
Der blev danset og danset og danset.... ;o)
Festen blev holdt på Hallelujah, så der var jo ikke så langt hjem bagefter.
Weekenden blev brugt på, at få set en masse folk og pakket ned. Lørdag var jeg bl.a. henne og besøge en fyr der gerne ville spille guitar og synge for mig, og så brugte jeg en del tid sammen med Jimmy og Semfka og med Pontiano.
Der blev spillet på den hjemmebyggede(!) guitar
Søndag lavede Sylvia "afskeds-frokost" for mig og så var der en masse folk forbi og sige farvel (og forhåbentlig på gensyn...).
Mandag uge 49 går turen så til Kampala sammen med Pontiano og derfra senere videre til Nairobi, hvor jeg skal flyve fra torsdag morgen.
Min tid her på farmen har været ganske fantastisk og jeg kommer til at savne dette sted og alle disse dejlige mennesker. Det er jo nok bare et spørgsmål om tid (og penge! ;o)), før jeg er tilbage igen...